Norwegian-boss om Ryanair i Danmark: Byd dem velkommen

Skrevet af admin

12/06/2015

Mest læste i dag

Ryanair har fået kritik fra både fagbevægelsen og politikere, siden selskabet åbnede nye ruter fra Københavns Lufthavn, blandt andet for ikke at ville indgå dansk overenskomst.

Men spørger man topchefen for en af selskabets største konkurrenter, Norwegian, bør man fokusere på, at det betyder nye arbejdspladser og byde det irske selskab velkommen.

- Om man kan lide det eller ej, så har Ryanair skabt en masse arbejdspladser i Europa, og de billige billetter har gjort det at rejse muligt for en masse mennesker, som ikke før har haft mulighed for det, siger Norwegians topchef, Bjørn Kjos.

- Som konkurrent bryder jeg mig ikke om selskabet, men som land burde man sige velkommen, siger den norske topchef i et interview med Ritzau.

Bjørn Kjos understreger, at der er arbejdspladser at hente i de turister, som kommer til Danmark med Ryanair, og som for eksempel skal bo på hotel og spise på restaurant - ikke nødvendigvis i luften.

- Dem, som ikke ønsker at flyve med Ryanair, kan jo bare lade være. De er bestemt velkommen til at flyve med Norwegian i stedet, siger han.

Selvom begge selskaber går under betegnelsen lavprisselskab, mener Bjørn Kjos ikke, at man kan sammenligne dem.

- Først og fremmest befinder vi os i den højere ende af markedet, mens Ryanair betjener den lavere ende af markedet. Desuden har vi en helt anderledes filosofi.

- Alle deres baser er sat op efter irsk lov, og sådan arbejder vi ikke. Hvis vi er i Danmark, så overholder vi dansk lovgivning, siger Bjørn Kjos, som har indgået overenskomst for selskabets danske ansatte, men ligesom Ryanair også har haft sine brydekampe med fagbevægelsen.

Norwegian får blandt andet kritik for at oprette baser i udlandet og ansætte personale på lokale vilkår. Senest nedlagde selskabets piloter i marts arbejdet i 11 dage i protest mod nye ansættelsesforhold.

På mandag mødes Ryanair og LO i Arbejdsretten igen i sagen, der handler om, hvorvidt den danske fagbevægelse kan iværksætte en sympatikonflikt mod Ryanair, som ikke vil forhandle overenskomst med FPU/Serviceforbundet i Danmark.

/ritzau/