Norwegian: Det vil tage tid at få alle fly i luften igen

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

Skulle det lykkes at få afsluttet konflikten mellem piloterne og ledelsen i Norwegian natten til lørdag, er det ikke ensbetydende med, at flyselskabet med det samme kan genoptage alle sine normale flyvninger.

- Det kommer an på, hvornår vi har en afklaring. Det tager tid at få fly og besætning i position til at flyve, siger Anne-Sissel Skånvik, kommunikationschef i Norwegian.

Fredag tog det strejkeramte selskab derfor udgangspunkt i, at flytrafikken også lørdag vil blive ramt i samme omfang som de seneste dage, efter at strejken onsdag blev trappet voldsomt op til at omfatte stort set samtlige Norwegian-afgange i Skandinavien.

Omkring 20.000 rejsende ventes at blive berørt lørdag, oplyste Norwegian sent fredag.

- Vi har været nødt til at lægge trafikprogrammet for lørdag, og det ville være uforsvarligt at holde tusindvis af kunder på pinebænken natten igennem. Vi måtte planlægge ud fra den information, vi havde, siger Anne-Sissel Skånvik ved midnatstid til nyhedsbureauet NTB.

På det tidspunkt havde parterne forhandlet i 11 timer. Der er ikke aftalt en frist for forhandlingerne, som klokken to natten til lørdag fortsat er i gang.

Mæglingen begyndte fredag eftermiddag klokken 13, efter at begge parter i konflikten havde bedt om hjælp fra den norske forligsmand Nils Dalseide til at få forhandlingerne tilbage på sporet.

Ved 23-tiden orienterede han kort pressen om forløbet. Det er uvist, hvornår han igen træder ud af forhandlingslokalet for at give en opdatering.

Mens tonen har været uforsonlig i offentligheden, er både stemning og dialog under mæglingsmødet god og konstruktiv ifølge forligsmanden.

- Her og nu er der grund til at arbejde videre med de temaer og den struktur, vi har lagt op til. Vi arbejder med mange ting sideløbende, siger Nils Dalseide.

/ritzau/NTB