To Norwegian-fly var tæt på kollision

En afbrudt indflyvning - og en besked som blev givet til en forkert pilot - førte til, at to Norwegian-fly kom farligt tæt på hinanden ved lufthavnen Gardermoen i Norge sidste efterår.

- Der var en reel fare for en kollision, mener Havarikommissionen.

Der var kun omkring 400 meter mellem de to fly, hvoraf det ene netop var lettet, mens det andet måtte afbryde en landing som følge af episoden, der fandt sted den 31. oktober i fjor.

- Det fly, der lagde an til en landing i lufthavnen tæt på Oslo, havde for høj hastighed på grund af stærk medvind. Derfor måtte flyet afbryde landingen, fastslår den norske havarikommission.

Samtidig var et andet fly fra samme selskab på vej op. For at undgå en kollision, blev det fly, som skulle lande, bedt om at svinge vestover.

Da den besked blev givet, blev de to flys kaldesignaler forvekslet - og flyet, som netop havde taget af, svingede mod vest.

Havarikommissionen i Oslo siger, at der ved hændelsen var en reel kollisionsfare, men den slår også fast, at da situationen først var opstået, forhindrede gode vurderinger fra flybesætningerne og flyvelederen en yderligere forværring af situationen.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip