Norwegian genoptager flyvninger til Tel Aviv

Det norske flyselskab Norwegian har besluttet at genoptage flyrejser til den israelske storby Tel Aviv, oplyser Norwegian efter et møde lørdag aften til Ritzau.

Flere luftfartsselskaber indstillede tirsdag flyvningerne til Israel, efter at Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv var blevet ramt af palæstinensiske raketter. Flere selskaber genoptog dog flyvningerne allerede torsdag-fredag, herunder det skandinaviske flyselskab SAS

- De fleste selskaber har valgt at genoptage flyvningerne. Jeg kender ikke nogen, der ikke har gjort det. Beslutningen beror på en samtale med norske myndigheder og europæiske luftfartsselskaber, siger Julius Støback, pressekontakt i Norwegian.

På mandag er afgangen til og fra Tel Aviv fuldt booket, men det er endnu muligt at få en billet til og fra lufthavnen lørdag. Det gælder både afgangen fra Stockholm og fra København.

De kunder, der har købt billet, har allerede modtaget informationerne på en sms, lyder det.

Norwegian har tre direkte flyvninger til Tel Aviv om ugen fra både København og Stockholm.

- Passagerer, der rejser til Tel Aviv med Norwegian til og med den 3. august, kan ombookes til samme destination på et senere tidspunkt eller få en refusion ved at kontakte vores kundeservice, skriver selskabet på dets hjemmeside.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, Easa, ophævede torsdag advarslen mod at flyve til Tel Aviv i Israel.

Dermed lagde Easa sig i sporet af USA's luftfartsmyndighed, FAA, der tidligere torsdag ophævede sit forbud mod, at amerikanske flyselskaber flyver til Tel Aviv.

Situationen i Mellemøsten er spidset til, siden Israel valgte at gå ind i Gazastriben med landstyrker.

Flere end 1000 palæstinenser er blevet slået ihjel i Gazastriben, siden Israel indledte sine bombeangreb 8. juli, oplyser redningstjenesten i Gazastriben.

/ritzau/

Dagens Gossip