Norwegian i København: Vi flyver ikke helt efter planen i morgen

Skrevet af admin

10/03/2015

Mest læste i dag

Selvom Norwegians skandinaviske piloter ikke længere strejker, kan selskabets danske passagerer opleve forsinkelser og andre ændringer i flydriften onsdag.

Det oplyser Norwegian til Ritzau.

- Det kommer til at tage lidt tid, før vi er tilbage med en helt normalt drift, siger Daniel Kirchoff, kommunikationsrådgiver hos Norwegian.

- Vores fly er placeret andre steder, end de egentligt skulle være, så der kommer til at gå lidt tid, inden vi har helt normal drift igen.

- Derfor kan der også i morgen være uregelmæssigheder i flyvningen, siger han.

Norwegian opfordrer deres passagerer til at holde sig opdateret om eventuelle forsinkelser og aflysninger på flyselskabets hjemmeside.

- Er man berørt af eftervirkningerne af strejken, og har man registreret sit mobilnummer hos Norwegian, får man desuden direkte besked fra os, siger Daniel Kirchoff.

- Men vi vil gøre alt for at være tilbage igen med en normal drift så hurtigt som muligt.

Onsdag flyver Norwegian som normalt på de fleste ruter mellem Skandinavien og Spanien og mellem Skandinavien og London.

Også de fleste ruter mellem Skandinavien og USA samt mellem Skandinavien og Thailand bliver fløjet som normalt, oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

Parterne i Norwegian-strejken er tirsdag blevet enige om en aftale, og derfor er strejken blandt luftfartsselskabets piloter ovre.

Strejken har varet i 11 dage og har ramt 200.000 passagerer.

Det er hovedsageligt indenrigsflyvninger i Norge, Sverige og Danmark samt ruter mellem de skandinaviske hovedstæder, der er blevet aflyst på grund af piloternes strejke.

Pilotstrejken begyndte, da 70 piloter gik i strejke lørdag den 28. februar. Strejken blev optrappet, da yderligere 650 piloter strejkede fra onsdag den 4. marts.

/ritzau/