Norwegian-piloter: Vores krav er de samme

Skrevet af admin

04/03/2015

Dagens topnyheder

Der er umiddelbart ikke meget, der tyder på, at de danske piloter fra Norwegian er på vej tilbage på vingerne.

De danske piloter fra Norwegian mødtes onsdag eftermiddag med deres fagforening, Parat, hvor de diskuterede strejken. Umiddelbart kom der dog ikke noget konkret ud af mødet.

Formand for Parat, Hans-Erik Skjæggerud, siger til TV2 News efter mødet, at det var et positivt møde, men at der intet er ændret på kravene, nærmere tværtimod.

- Det handler ikke om løn, og det handler ikke om at få bedre vilkår. Det handler om at få en aftale på plads med dem, der bestemmer i moderselskabet, siger han.

Stridens kerne er, hvor i Norwegian-koncernen piloterne skal være ansat.

I dag er piloterne ansat i forskellige datterselskaber, men kravet fra piloterne er at blive ansat i moderselskabet Norwegian Air Shuttle.

Ifølge Hans-Erik Skjæggerud er moderselskabet den reelle arbejdsgiver.

- Moderselskabet er det, som bestemmer, hvor piloterne skal være på arbejde, hvornår de skal være på arbejde, og hvilket arbejde de skal udføre, siger Hans-Erik Skjæggerud til den norske tv- og radiostation NRK.

Norwegian har i forbindelse med pilotstrejken indkaldt piloter fra andre af Norwegians datterselskaber til at flyve for selskabet på de strejkeramte ruter.

Det har skabt utilfredshed hos de strejkende piloter, der har bedt det internationale pilotforbund, Ifalpa, om at sortliste de indkaldte piloter.

- Piloterne føler, at det er deres arbejdspladser, der er på spil, og de er bange for, at de i fremtiden bliver erstattet af andre piloter, siger Hans-Erik Skjæggerud til TV2 News efter mødet onsdag eftermiddag.

I alt har mere end 700 Norwegian-piloter i Skandinavien onsdag nedlagt arbejdet, og flyselskabet har måttet aflyse adskillige flyafgange. Norwegian har onsdag oplyst, at 35.000 passagerer er berørt af pilotstrejken.

/ritzau/