Norwegian sætter ny passagerrekord

Flyselskabets netop offentliggjorte trafiktal for maj viser, at næsten 1,9 passagerer fløj med Norwegian i maj. Det svarer til en vækst på 22 procent i forhold til samme periode sidste år, og er det højeste tal for en enkelt måned nogensinde.

Ifølge Sydbanks luftfartsanalytiker, Jacob Pedersen viser tallene, at Norwegian er ved at lykkes med sine ambitiøse vækstplaner.

»Den her kolosalt stærke vækst er ikke i sig selv nogen stor forundring, fordi Norwegian har ekspanderet kraftigt på mere interkontinentale ruter og åbnet baser i England og Spanien,« siger han og fortsætter:

»Men det der især er imponerende er, at Norwegian har været så gode til at fylde flyene op, for der plejer altid at være nogen indkøringsvanskeligheder, når man skal starte op på markeder, hvor man ikke kender et selskab så godt. Og det har Norwegian håndteret usædvanligt godt,« siger Jacob Pedersen.

Vækst er nået med lave priser

Dagens tal viser dog også, at den kraftige vækst har haft en pris. For Norwegians RASK - der er indtjening per fløjne sæde - er faldet med seks procent siden maj sidste år.»En af metoderne til hurtigt at få kunder på nye markeder er at sænke priserne. Og det er også det, Norwegian har gjort. Så udfordringen bliver at bevare de gode passagertal, uden de billige slagtilbud,« siger Jacob Pedersen.

Norwegians topdirektør, Bjørn Kjos mener, at dagens trafiktal viser, at Norwegian har fået et stærkere europæisk fodfæste. Men han indikerer også samtidig, at de billige priser ikke er kommet for at blive.

»I en opstartsfase for mange ruter kan priserne påvirkes noget, men det er helt afgørende, at nye kunder får prøvet os. Så ved vi, at de kommer tilbage og bliver trofaste Norwegian-kunder,« siger administrerende direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

De seneste passagertal fra SAS viste, at selskabet i april måned transporterede 2,472 mio. passagerer.

 

Dagens Gossip