Norwegian tabte en milliard norske kroner sidste år

Skrevet af admin

12/02/2015

Dagens topnyheder

Flyselskabet Norwegian bragede frem i 2014 med flere fly, flere ruter og flere passagerer. Alligevel lykkedes det for første gang i syv år ikke at levere et overskud på driften sidste år.

Regnskabet viser et årsresultat før skat på minus 1,4 milliarder norske kroner, svarende til 1,2 milliarder danske kroner.

Det er et drastisk fald i forhold til 2013, hvor overskuddet lå lige i underkanten af en million norske kroner.

Årsagen til nedturen angives af selskabet selv blandt andet at være store valutasvingninger og sikring af brændstof, som har påført Norwegian en ekstraudgift på 690 millioner norske kroner.

Og så har flyselskabet brugt mange ressourcer på at udbygge sine langdistanceruter.

- 2014 var præget af international opbygning af selskabet, ikke mindst betydelig satsning på langdistanceruterne. Vi ser, at vores vækststrategi giver resultater i form af et stadigt stærkere fodfæste internationalt.

- Selv med store investeringsomkostninger har vi formået at reducere enhedsomkostningerne og fornyet flyflåden yderligere, således at gennemsnitsalderen nu er nede i fire år, siger administrerende direktør Bjørn Kjoos i en pressemeddelelse.

Norwegians belægningsprocent steg hen over året fra 78 til 81 procent. Passagerantallet blev ligeledes øget fra 20,7 millioner til 23,98 millioner.

/ritzau/