Norwegians Dreamlinere skaber fortsat store problemer

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Lavprisselskabet Norwegian har fortsat store problemer med at få deres Dreamlinere til at flyve planmæssigt. Hver anden dag må selskabet have et fly stående på jorden på grund af manglende tilladelse fra de amerikanske myndigheder

Det skriver rejsesitet Check-in.dk.

Problemet er, at Norwegian har flyttet Dreamlineren med registreringen EI-LNA til det irske datterselskab. Det betyder, at flyet ikke automatisk kan få lov til at flyve til USA. Den tilladelse ligger nemlig i det norske selskab.

Da det irske Dreamlinerfly ikke må flyve til USA, bruges det i stedet på ruten mellem Oslo og Bangkok, mens det står på jorden hver anden dag.

Samtidig indlejer lavprisselskabet et fly fra portugisiske euroAtlantic til at flyve Bangkok-afgangene fra Stockholm, mens HiFly - også fra kulturrejser til Portugal - flyver på Nordamerika, skriver Check-in.dk.

Norwegian sendte allerede i december en ansøgning til myndighederne i USA om, at det irske datterselskabs Dreamliner kunne få tilladelse til at lande i USA. Men de amerikanske transportmyndigheder har ikke behandlet ansøgningen færdig endnu.

Men lavprisselskabet mener, at selskabet opfylder samtlige krav for at få tilladelsen i hus:

- Vi forventer en afklaring inden for kort tid, siger Johan Bisgaard Larsen, presse og markedschef for Norwegian i Danmark, til rejsesitet.

Det er ikke kun en manglende tilladelse til det irske datterselskab, der har medført problemer med Dreamlineren.

Ligesom andre luftfartsselskaber, der har valgt flyet fra Boeing, har Norwegian været ramt af problemer med batterier, bremser, elektriske systemer og brændstoflækager på de første Dreamliner-fly.

I starten af februar vurderede det norske lavprisselskab, at problemerne havde kostet 216 millioner kroner, som var blevet brugt til omkostninger til leje af reservefly, ekstra brændstof og udgifter til hotel, måltider og drikkevarer til strandede passagerer.

/ritzau/