Norwegians nye lange flyvninger ramt af store forsinkelser

Ifølge branchesitet Check-in startede balladen lørdag, da det reservefly, Norwegian har leaset, indtil det får leveret sine kommende Boeing Dreamliner-fly, pludselig måtte en tur i hangaren for at få påklistret Norwegian-logoer på siden af Airbus A340-flyet.

Identifikationskravet kom angiveligt fra de thailandske myndigheder i Bangkok, og det skabte en forsinkelse på knap to timer, som lige siden har givet Norwegian hovedpine.

Problemet blev ikke bedre af, at der tilsyneladende også var problemer med at få gjort flyet klart til take off i Bangkok, så da kursen atter blev sat mod den norske hovedstad, var det med to timer og tre kvarters forsinkelse.

Når et fly er endt uden for de planlagte tidsintervaller i luftruterne og i lufthavnene, så er der risiko for, at det ender bagerst i luftfartsmyndighedernes kø. Det var netop, hvad der skete, da flyet skulle flyve fra Oslo til New York.

På turen til USA var flyet fem timer forsinket. På turen tilbage, da destinationen var Stockholm, var forsinkelsen på afgangstiden øget til cirka seks timer, fremgår det af Check-ins optegnelser. Det lykkedes dog Norwegian af skære en luns af forsinkelsen ved et hurtigt pitstop i den svenske hovedstad, så det kunne sætte kursen tilbage mod New York med lidt over halvanden times forsinkelse.

Norwegians informationschef Lasse Sandaker-Nielsen beklager forsinkelserne og de gener, de har medført for passagererne.

»Vi har oplevet nogle indkøringsproblemer med indlejet fly og mandskab fra Hi fly (ejeren af Airbus A340-flyet, red.), som desværre har ført til forsinkelser i weekenden. Vi har forståelse for, at det kan være frustrerende for de rejsende, men dette er forbigående indkøringsproblemer som ventes løst snarest,« siger han ifølge branchesitet.

Norwegians kvaler med de første langruteflyvninger fortæller noget om, hvor tætpakket tidsplanen for et moderne passagerfly er. Én forsinkelse bliver lynhurtigt til flere, da det er svært at indhente det tabte.

Forsinkelserne har givetvis også været en mærkbar udgift for lavprisselskabet. Norwegian følger de internationale regler på området, og det betyder, at selskabet skal være parat til at punge ud til de forsinkede rejsendes forplejning, mens de venter.

Check-in skriver, at fem forsinkede afgange med over tusind passagerer kan have kostet Norwegian flere hundrede tusinde kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV