Norwegians vokseværk kan komme danske turister til gode

Skrevet af admin

14/07/2016

Mest læste i dag

Det norske luftfartsselskab Norwegian er i en rivende udvikling, hvor lysten til at vokse sig endnu større i den grad skinner igennem.

Og det kan komme danske flyrejsende til gode.

Sådan lyder analysen fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter at Norwegian torsdag har offentliggjort sit regnskab for årets andet kvartal.

- Det er et selskab i fin form, men regnskabet er ikke bedre end forventet. Men de fremstår stadig som et selskab med stor lyst til at ekspandere, siger han.

- Vi kommer til at se flere langdistanceruter, hvor det virker til, at de har haft mere vind i sejlene. Lur mig, om der ikke bliver noget at juble over for danske rejsende, når Norwegian lancerer nye langdistanceruter i fremtiden, tilføjer Jacob Pedersen.

Norwegian noterede sig i kvartalet en omsætning på 6632 millioner norske kroner, og det er en fremgang på 13 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Derudover viser regnskabet, at resultatet før skat blev fordoblet sammenlignet med samme periode året før. På bundlinjen kan Norwegian vise 930 millioner norske kroner mod 456 norske millioner sidste år.

Et af de negative punkter i regnskabet handler om, at Norwegians omkostninger til leje af fly er steget. Ifølge Jacob Pedersen sker det, fordi Norwegian ikke har kunnet følge med sine egne planer og har derfor været nødt til at lease fly.

- Selskabet har stor lyst til at vokse, og at det koster indimellem, er man nødt til at acceptere, siger han.

Norwegian oplyser desuden i en pressemeddelelse, at man har bestilt 30 nye langdistancefly, som efter planen tages i brug i 2019.

- Det er blot endnu et eksempel på, at man har fået endnu mere blod på tanden i forhold til langdistanceruter, lyder det fra Jacob Pedersen.

/ritzau/