Novo-aktien stiger fem procent efter USA-godkendelse

Skrevet af admin

28/09/2015

Mest læste i dag

Investorerne har fået endnu mere tro på Novo Nordisk-aktien efter fredagens nyhed om insulinpræparatet Tresibas godkendelse i USA.

Da fondsbørsen mandag morgen åbnede for handel med C20-aktien, steg kursen øjeblikkeligt med 4,6 procent inden for de første minutters handel, hvor den blev handlet omkring kurs 390.

Novo Nordisk meddelte fredag aften efter børslukning, at man har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse af insulinpræparatet Tresiba.

Det er en vigtig nyhed for selskabet, der i forvejen er verdens største insulinproducent.

Tresiba er et langtidsvirkende insulinprodukt, som virker i mindst 42 timer. Det betyder, at patienter med sukkersyge ikke behøver at medicinere sig selv så ofte som tidligere, og samtidig kan de bedre planlægge, hvornår de skal have tilført insulinen.

Koncernforskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen har da også store forventninger til Tresiba.

- De ting, der står i godkendelsen af produktet, er det stærkeste for noget insulinprodukt på det amerikanske marked.

- Forventningen er også, at produktet på den lange bane bliver førende på det amerikanske marked, sagde han til Ritzau.

Mads Krogsgaard Thomsen forventer, at Novo med Tresiba på sig kan nå en markedsandel i USA på omkring 50 procent, hvor man i dag kun sidder på en fjerdedel.

Novo-aktien er allerede steget 50 procent i 2015, delvist på grund af forventningerne til netop Tresiba.

/ritzau/