Novo får Saxenda-godkendelse i Europa

Skrevet af admin

23/03/2015

Dagens topnyheder

Novo Nordisk meddeler, at EU-Kommissionen har givet den danske medicinalgigant en markedsføringsgodkendelse for vægttabsmidlet Saxenda i samtlige 28 EU-lande.

Dermed kan Saxenda nu ikke blot købes i USA og Canada, men også over det meste af det europæiske kontinent, når produktet ryger ud på apotekshylderne i løbet af 2015.

- Godkendelsen af Saxenda i EU er et vigtigt fremskridt for svært overvægtige mennesker, der samtidig har vægtrelaterede komplikationer.

- Vi tror, at Saxenda har potentiale til at hjælpe nogle af disse mennesker med at opnå og fastholde et klinisk signifikant vægttab og forbedre deres vægtrelaterede komplikationer, siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk.

Saxenda minder til forveksling om tarmhormonet GLP-1 og regulerer på samme måde appetitten. Dermed taber patienten vægt, og en sideeffekt er desuden, at blodsukkeret reduceres.

Godkendelsen af Saxenda på det vigtige amerikanske marked blev opnået i slutningen af december, og i februar fulgte Canada trop.

Ifølge Novo Nordisk er mellem 10 og 30 procent af den voksne europæiske befolkning overvægtig.

/ritzau/