Novo mistænkes for skattetænkning

Der ligger, hvad eksperter betegner som aggressiv skatteplanlægning og brug af lavskattelandet Schweiz bag Novo Nordisks enorme succes de seneste år.

Det fremgår af 21Søndag.

Den danske medicinalgigant tjener i disse år styrtende på salget af blødermedicinen NovoSeven og væksthormonet Norditropin.

Men selv om produkterne udvikles og produceres her i landet, havner milliardindtægterne i datterselskaber i Schweiz - langt uden for de danske skattemyndigheders rækkevidde.

- Der er tale om et klassisk eksempel på aggressiv skatteundgåelse, siger den schweiziske skatteekspert, Andreas Missbach fra tænketanken The Berne Declaration, som 21Søndag har forelagt sagen.

21Søndag er i besiddelse af fortrolige skatte-dokumenter, der viser, at Skat er i færd med at slå hårdt ned på Novo Nordisks transaktioner med de schweiziske datterselskaber.

Medicinalgigantens danske indkomst bør samlet ligger hele 22 milliarder kroner højere, end Novo Nordisk selv har opgivet, mener Skat.

Dermed er den danske statskasse ifølge Skat gået glip af intet mindre end 5,5 milliarder kroner på grund af Novo Nordisks schweiziske skattemanøvre. De penge kræver Skat nu af Novo Nordisk, fremgår det.

- Det er en enorm sag, helt sikkert en sag i den absolutte superliga, siger Lars Kiertzner, lektor og ekspert i regnskab og revision.

Novo Nordisk erkender, at man har flere sager kørende med Skat, men afviser, at tingene ikke er gået ordentligt til.

- Når du er en globalt opererende virksomhed med salg i mere end 100 lande, så vil du altid have sager kørende med skat, finansdirektør Jesper Brandgaard til 21Søndag, og uddyber:

- Vi har skattesager i Danmark og vi har flere kørende end dem, du refererer til. Og vi har sager i resten af verden. Men det er ikke et udtryk for, at vi på nogen måde snyder i Skat, siger Jesper Brandgaard.

Det er ikke ulovligt at flytte patenter og produktrettigheder til Schweiz. Men selskabet har pligt til at sikre, at der sættes en passende markedsværdi på værdierne, så de kan blive beskattet korrekt, når de forlader Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip