Novo Nordisk lander på gigantisk overskud

Den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk kom ud af 2013 med et overskud efter skat på hele 25,2 milliarder kroner. Det viser Novos årsregnskab torsdag.

Det er en stigning på 18 procent i forhold til året før, og resultatet får nu Novo til at hæve forventningerne til næste års regnskab med et håb om en yderligere salgsvækst på otte til 11 procent.

- Vi er glade for Novo Nordisks finansielle resultater i 2013, som var et år, der også bød på udfordringer, udtaler administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i en fondsbørsmeddelelse.

- Den tocifrede salgsvækst var igen i 2013 drevet af robust vækst i vores portefølje af moderne insuliner og Victoza, tilføjer han.

Salget i Nordamerika steg i 2013 med 18 procent og i Region Kina med 13 procent.

Især Victoza trækker læsset med en salgsfremgang på 27 procent.

Insulinproduktet Tresiba er ikke blevet godkendt til det amerikanske marked, men de steder, hvor det er lanceret, er resultaterne lovende, oplyser direktøren.

Novo Nordisk oplyser i øvrigt, at den hidtidige koncerndirektør med ansvar for salg og produktion, Kåre Schultz, udnævnes til viceadministrerende direktør.

/ritzau/

Dagens Gossip