Novo Nordisk mistede 31 milliarder kroner mere mandag

Skrevet af admin

08/08/2016

Mest læste i dag

Der var ingen solstrejf for Novo Nordisks aktionærer mandag efter en tung, tung fredag. En bølge af sænkede kursmål og anbefalinger sendte aktien yderligere ned. Det samlede tab i markedsværdi skal nu tælles i trecifrede milliardbeløb.

Mandag dykkede aktien med 3,6 procent til 318 kroner efter et fald på over 10 procent fredag.

Det svarer til at, at Novo Nordisk på to handelsdage er blevet 125 milliarder kroner mindre værd. Mandagens del af faldet er på 30,6 milliarder kroner.

Nedturen startede fredag, da Novo Nordisks regnskabs for første halvår bød på en grim overraskelse.

Prispresset og konkurrencen på markedet for diabetesbehandling i USA, verdens største og mest lukrative af slagsen, er hårdere end ventet.

Derfor måtte Novo Nordisk nedjustere sine forventninger til hele året. For en allerede dyr aktie er det gift for investeringslysten, da det samtidig skaber tvivl om de kommende års overskud.

- Mandagens fald, mener jeg, er en slags efterdønning fra fredag. Mange store og langsigtede investorer kom ikke ud fredag, og det gjorde de så i dag.

- Der ud over har der været flere nedjusteringer af kursmål og anbefalinger fra en stribe banker, siger investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen.

Dagen startede da også med en nedjustering af kursmålet fra ABG Sundal Collier og siden kom SEB, Swedbank, Leerink og Nordea til.

For sidstnævntes vedkommende blev kursmålet skåret fra 510 kroner per aktie til 360 kroner per aktie. Samtidig anbefaler Nordea ikke længere et køb af Novo Nordisk-aktier, og der et første gang i årevis, at det ikke er tilfældet.

- Nordeas analytiker Michael Novod har et særdeles godt navn, når det kommer til Novo Nordisk-aktien. Så jeg tror, at det har givet genlyd i markedet, siger Per Hansen.

Han mener dog ikke, at man nødvendigvis skal holde snitterne fra Novo Nordisk-aktier.

- De tider, hvor Novo Nordisk voksede med 10 procent om året, er nok slut. Men det er stadig et stærkt selskab på den lange bane, vurderer han.

Handlen i Novo Nordisk-aktier har været voldsom i de to dage. Fredag blev der handlet Novo Nordisk-aktier for 5,6 milliarder kroner og mandag er der handlet for 3,1 milliarder kroner.

/ritzau/