Novo Nordisks nye insulin får god start I USA

Novo Nordisks nye insulinflagskib, Tresiba, er kommet godt fra start på verdens største og mest lukrative marked for diabetesbehandling, USA.

Insulinet solgte for 545 millioner kroner i første kvartal på verdensplan - mere end en fordobling i forhold til sidste år.

- I USA, hvor Tresiba blev lanceret bredt i januar 2016, er de første tilbagemeldinger fra patienter og receptudskrivere lovende, og produktet har opnået bred dækning på indkøbsorganisationernes lister over anbefalede lægemidler, skriver Novo Nordisk i sit regnskab for årets tre første måneder.

Kigger man på USA som marked for alle Novo Nordisks produkter stod det for omkring halvdelen af omsætning og 64 procent af den vækst, der er opnået år til år.

Samlet omsatte Novo Nordisk for 27,2 milliarder kroner i årets tre første måneder, en stigning på otte procent. Omsætningen blev, efter alle regninger var betalt, til et nettoresultat på 9,5 milliarder kroner.

På resultatsiden er det et uvant fald for Novo Nordisk, der oplever modvind fra valuta, større rabatter i USA og har kastet markant flere penge efter salg- og distribution.

Ikke mindst i USA, hvor man er i gang med lancere Tresiba og midlet Saxenda mod den helt nye og potentielt enorme indikation fedme.

Novo Nordisk nedjusterer på grund af valutaen sine forventninger til hele året 2016 målt i danske kroner. Selskabet ser nu en vækst på 2-6 procent mod tidligere 4-8 procent. Forventningen til året i lokale valutaer er uændret 5-9 procent.

- Den positive salgsudvikling forventes delvist at blive modvirket af en påvirkning fra et kontrakttab i USA, sundhedsreformer, tab af eksklusivitet på produkter indenfor hormonpræparater, intensiveret konkurrence indenfor såvel diabetesbehandling som biofarmaceutiske produkter samt makroøkonomiske forhold i Kina, skriver Novo Nordisk.

/ritzau/

Dagens Gossip