Novo skaber 450 job med milliardinvestering i Hillerød

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk investerer 2,1 milliarder kroner i en ny påfyldningsfabrik. Investeringen vil skabe 450 arbejdspladser, oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Påfyldningsfabrikken får et areal på 10.300 kvadratmeter og kommer til at ligge i Hillerød, hvor Novo Nordisk allerede har 1900 ansatte.

De nye faciliteter skal bruges til at producere medicinske behandlinger for diabetes og fedme.

Første spadestik i opførelsen af påfyldningsfabrikken bliver taget onsdag ved en ceremoni, hvor Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard (K) også vil være til stede.

- Investeringen i Hillerød understreger vores langsigtede ambitioner om at skabe og beholde arbejdspladser i Danmark, siger vicepræsident i Novo Nordisk Henrik Wulff.

- Alene i dette år har vi skabt 1000 nye job i Danmark - heraf 500 indenfor produktion primært i Kalundborg og Hillerød.

/ritzau/

Dagens Gossip