Novos kronprins bliver ny topchef i Lundbeck

Efter måneders søgen har medicinalkoncernen Lundbeck fundet sin nye topchef. Det bliver den tidligere kronprins i Novo Nordisk, Kåre Schultz, som nu sætter sig i spidsen for Lundbeck, oplyser selskabet.

Kåre Schultz, som i sidste uge trak sig fra sin stilling som viceadministrerende direktør i Novo Nordisk, tiltræder stillingen i Lundbeck 20. maj 2015.

- Hans enestående erfaring fra en imponerende karriere i medicinalbranchen gør, at Kåre Schultz har præcis de rette kvalifikationer til at håndtere de udfordringer, som Lundbeck står over for, siger Håkan Björklund, Lundbecks bestyrelsesformand, i meddelelsen.

Den tidligere administrerende direktør i Lundbeck, Ulf Wiinberg, forlod i november 2014 selskabet efter at have forbrudt sig mod virksomhedens aktie-regler.

Kåre Schultz forlod Novo Nordisk 30. april, fordi han stod til at miste sine opgaver som koncerndriftsdirektør, og samtidig havde selskabets bestyrelse besluttet, at den nuværende topchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, bliver siddende til 2019.

Dermed kunne selskabets nummer to, Kåre Schultz, se topjobbet forsvinde i horisonten.

- Hvis der er en situation, hvor Lars Rebien Sørensen fortsætter frem mod 2019, så er det, givet den alder jeg har, ikke særligt sandsynligt, at jeg ville være den oplagte kandidat til at afløse Lars Rebien, sagde Kåre Schultz til Ritzau Finans i sidste uge.

Men der skulle altså kun gå en uges tid, før ambitionen om at sætte sig helt til tops faldt på plads for den tidligere kronprins, som dermed skifter insulin ud med medicin mod hjernesygdomme.

- Jeg føler mig motiveret og inspireret af Lundbecks vision, og jeg glæder mig til at bruge min erhvervsmæssige baggrund til at føre Lundbeck ind i en ny udviklingsfase, siger Kåre Schultz i meddelelsen.

- Det er en udfordrende tid for Lundbeck, og jeg ser frem til at arbejde sammen med alle i Lundbeck for at bygge en stærk fremtid for vores patienter, aktionærer ogmedarbejdere, tilføjer han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV