Novozymes-overskud vokser: Vi vil vaske uden kemikalier

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Novozymes, der laver enzymer til vaskemidler, fødevarer, drikke og bioethanol, kom ud af 2013 med et overskud på 2,2 milliarder kroner - 200 millioner kroner mere end i 2012, viser selskabets regnskab for 2013.

Før skat lød overskuddet på små 2,8 milliarder kroner, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til 2012, hvor overskuddet før skat endte på 2,6 milliarder kroner.

Og tendenserne fra 2013 forventes at fortsætte i 2014, oplyser Novozymes.

Peder Holk Nielsen, der blev ny topchef for et år siden for Novozymes, siger, at man med regnskabet "sætter punktum for et begivenhedsrigt 2013".

- Vi havde en fin afslutning på året, der endte med en salgsvækst i den høje ende af vores tidligere udmeldte spænd og med en indtjening, der overgik forventningerne, siger han i en kommentar til regnskabet.

Og 2013 viste da også vækst på omsætningen. Novozymes solgte enzymer for over 11,7 milliarder kroner. I 2012 endte omsætningen på 11,2 milliarder kroner.

Salget af enzymer til vaskepulver udgør en tredjedel af den samlede omsætning. Og at den post voksede med seks procent til 4,2 milliarder kroner, skyldes blandt andet, at folk gerne vil vaske ved lave temperaturer og uden kemikalier. Og her kan enzymer hjælpe.

Enzymer til produktion af bioethanol vokser også hos Novozymes. Sidste år steg omsætningen fra enzymer til grøn brændstof med ni procent til 1,9 milliarder kroner. Indtægterne fra bioenergi udgør 16 procent af den samlede omsætning.

- Vi indgik en række markante aftaler inden for biomasseomdannelse og BioAgriculture, hvormed Novozymes vil kunne ændre verden sammen med sine kunder, siger Peder Holk Nielsen.

Og de gode takter forventes at fortsætte:

- Forventningerne til 2014 er positive, lyder det fra direktøren.

/ritzau/