Novozymes scorer stort overskud

Vaskemidler skal blive stadig mere effektive, kunne vaske rent ved lave temperaturer og det med et indhold af færre kemikalier.

Det er et lukrativt marked næsten over hele verden for den danske bioteknologiske virksomhed Novozymes, der producerer enzymer og mikroorganismer til vaskemidler som en af sine væsentligste forretninger.

Virksomheden producerer også enzymer til føde- og drikkevarer samt til landbrug og foder. Samlet set steg omsætningen i årets første tre kvartaler med knap en halv milliard til 9,3 milliarder kroner fra 8,8 milliarder kroner i samme periode året før.

Resultatet før skat voksede også til 2,4 milliarder kroner mod to milliarder kroner året før.

Tallene fremgår af Novozymes meddelelse til fondsbørsen om udviklingen i virksomheden i årets tredje kvartal. Isoleret set omsatte Novozymes i årets tredje kvartal for 3,1 milliarder kroner mod 2,9 milliarder i samme periode året før. Overskuddet før skat blev på 828 millioner kroner.

Væksten i salget steg med otte procent.

- Salgsvæksten var drevet af øget enzympenetration i alle prislag med henblik på at øge vaskeevnen, muliggøre vask ved lave temperaturer og erstatte traditionelle kemikalier i vaskemiddelformuleringerne.

- Salget til nye vækstmarkeder var en væsentlig bidragyder til den globale salgsvækst på trods af et svagt kinesisk marked, skriver Novozymes i regnskabet.

Markedet for enzymer til vaskemidler var i tredje kvartal fortsat præget af skarp konkurrence og dynamiske markedsforhold, skriver ledelsen i regnskabet.

Investorerne tog godt imod Novozymes regnskab, hvor der varsles fremtidig vækst. Efter halvanden times handel på fondsbørsen var aktien steget med 6,64 procent til kurs 258,50.

/ritzau/

Dagens Gossip