Novozymes skal knokle hårdere for samme årsresultat

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

Svære tider for producenter af vaskemidler og bioenergi betyder, at enzymgiganten Novozymes må se væksten i salget svinde ind.

Novozymes sænker forventningerne til årets salgsvækst i danske kroner til 13-16 procent mod tidligere 16-18 procent, oplyser selskabet i regnskabet for første halvår. Men selvom vækstkurven flader ud, fastholdes forventningerne til resten af året.

Selskabets administrerende direktør, Peder Holk Nielsen, vil nå samme helårsresultat ved at holde omkostningerne nede og øge produktiviteten.

- Indtjeningen i første halvår var meget tilfredsstillende, men vi skal have væksten op. Nogle af vores kunder indenfor vaskemidler og bioenergi er udfordret af volatile markeder, og det rammer os, indtil vi helt har tilpasset os den nye situation, siger han.

- En god udvikling på andre områder, herunder landbrug og foder samt føde- og drikkevarer, trækker i en positiv retning, men kan ikke opveje modgangen. Vi reducerer derfor vores forventninger til årets salgsvækst, siger Peder Holk Nielsen i regnskabet.

Novozymes, som producerer enzymer til en række industrier, kom ud af første halvår med et resultat før skat på knap 1,8 milliarder kroner, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til samme periode i 2014.

Mindre fart over feltet i salgsvæksten skyldes blandt andet, at salget inden for selskabets vigtigste område, enzymer til vaskemiddelindustrien, ikke steg som ventet.

- Salgsvæksten blev dæmpet af lavere vækst på visse vækstmarkeder, især i Latinamerika, og et dynamisk nordamerikansk marked. Salget blev derudover negativt påvirket af lavere salg til især én kunde, skriver Novozymes i regnskabet.

Opgjort i lokal valuta lyder Novozymes' forventninger til væksten i årets samlede salg for resten af året nu på 4-7 procent mod tidligere ventet 7-9 procent.

De nye forventninger indikerer en omsætning for 2015 på omkring 14 milliarder kroner, et resultat af primær drift på 3,8-3,9 milliarder kroner og et overskud efter skat i omegnen af 2,8 milliarder kroner.

I 2014 solgte Novozymes for 12,46 milliarder kroner, hvilket blev vekslet til et driftsoverskud på knap 3,4 milliarder kroner og et plus efter skat på 2,5 milliarder kroner.

/ritzau/