NSA-sag: Pind efterlyser stærkere reaktion fra Thorning

Skrevet af admin

31/10/2013

Mest læste i dag

Det er forkert af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun ikke skriver til den tyske kansler, Angela Merkel, og gør det klart, at Danmark er imod USA's telefonaflytninger af kansleren.

Det siger Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, efter et møde med statsministeren i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag.

- Jeg kunne forestille mig, at hvis den danske statsminister stødte ind i den situation, at hendes telefon havde været aflyttet, så kunne hun nok have ønsket sig, at Europa havde bakket op omkring hende.

- Men statsministeren mener altså, at man finder den solidaritet i den erklæring, der er fra EU-topmødet. Det har jeg svært ved at se det. Det må jeg sige, siger han.

Det er tidligere kommet frem, at USA kan have aflyttet den tyske forbundskanslers mobiltelefon, hvilket har resulteret i skarp kritik af USA.

Onsdag viser et nyt læk fra whistlebloweren Edward Snowden så, at Danmark har et "fokuseret samarbejde" med den stærkt kritiserede amerikanske efterretningstjeneste NSA .

Det fremgår, at Danmark sammen med 18 andre lande er kategoriseret i "gruppe B", hvor man også finder lande som Island, Tyskland, Sverige og Norge.

Søren Pind udtrykker flere gange, at man i Venstre er glad for, at Danmark og resten af Europa har "et tæt og nært samarbejde med amerikanerne".

Men der er alligevel grænser for, hvad europæerne skal finde sig i - for eksempel telefonaflytninger af Angela Merkel.

- Jeg synes, at man må skelne her. Fordi en ting er at sende danske diplomater til at rende ind og ud af Pentagon.

- Men derfor kan man jo godt udtrykke dyb solidaritet med den tyske kansler og sige, at det her er fuldstændigt uacceptabelt, og at man ikke kan acceptere det, der er sket, siger Søren Pind og tilføjer:

- Og det føler jeg ikke, at der er den mindste tendens til fra statsministerens side, hvilket sådan set undrer mig.

/ritzau/