Nu begynder arbejdet med at modernisere ejerlejlighedslov

Det bliver Hans Henrik Edlund, professor ved Aarhus Universitet, Juridisk Institut, som bliver formand for det udvalg, som regeringen har nedsat til at granske ejerlejlighedsloven.

Udvalget skal komme med forslag til en moderniseret ejerlejlighedslov, der er tidssvarende og lettere at forstå end i dag, lyder det fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

- Forholdene på boligmarkedet har betydning for størstedelen af befolkningen, og ændringer i reglerne på området vil både påvirke den enkelte borger og samfundet som helhed, siger han.

- Derfor har det været vigtigt for mig at få sammensat et fagligt stærkt hold med dybgående kendskab til boligområdet.

- Jeg forventer, at vi på baggrund af udvalgets arbejde kan få en åben diskussion om fremtidens boligmarked.

- Jeg ser frem til at få en række gennemarbejdede og prioriterede forslag til, hvordan vi kan få indrettet boligmarkedet på en mere tidssvarende måde, siger ministeren.

Ud over formand Hans Henrik Edlund og tre ekspertmedlemmer består udvalget af ti medlemmer, som er blevet indstillet af en række organisationer og myndigheder.

Edlund ser frem til at aflevere anbefalingerne inden 1. oktober 2017.

- Ejerlejlighedsområdet er et spændende og meget vigtigt område, og lovgivningen trænger til et "serviceeftersyn".

- Det er vigtigt, at vi i udvalget får inddraget de forskellige holdninger, der findes på området, og foretager en grundig afvejning af alle væsentlige interesser, inden vi fremlægger vores anbefalinger og forslag til en ny ejerlejlighedslov for regeringen, siger han.

Udvalget skal blandt andet kigge på andelsboliger. Ejerlejlighedsloven indeholder i dag et forbud mod at omdanne andelsboligforeninger til ejerboliger. Men det forbud skal udvalget undersøge fordele og ulemper ved at ophæve.

/ritzau/

Dagens Gossip