Nu bliver det dyrere at gå til tandlæge

Fra mandag ændres tilskuddet til tandlægebehandling, så det for mange bliver dyrere at gå til tandlæge.

Ændringen vil ramme skævt og på længere sigt skabe dyrere tandproblemer, fordi de ikke bliver løst i tide, lyder kritikken.

Og ifølge en rapport fra juni fra KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning - så er der ulighed i tandsundheden i Danmark.

- Unge på SU, indvandrere, ældre og folk med lave indkomster har sværest ved at komme til tandlægen og holde deres tænder sunde.

- Man kan derfor også let forestille sig, at de samme grupper vil have sværere ved at overkomme den øgede økonomiske byrde efter omlægningen af tilskuddet, siger en af forskerne bag rapporten, økonom Eskild Klausen Fredslund.

For danskere over 25 år forhøjes brugerbetalingen for såkaldte kontrolbesøg ved tandlægen med 67 procent til 204 kroner.

For unge i alderen 18-25 år, der hidtil har betalt knap 75 kroner for et kontroleftersyn, stiger prisen med 185 procent.

Forskerne anbefaler i konsekvens af den sociale ulighed en omfordeling af den statslige støtte til tandbehandling.

- Almindelige danskere med en fornuftig indkomst kan sagtens overkomme at betale hele udgiften til kontrolbesøg, mens svagere grupper kunne have gavn af et større tilskud, siger Eskild Klausen Fredslund.

Regeringens forslag omfordeler imidlertid ikke pengene internt på tandområdet, men overfører i stedet penge fra tandlægebesøg til en styrket indsats på blandt andet psykiatriområdet.

- Men selvom det så vil øge uligheden noget på tandplejeområdet, så kan det jo godt mindske den samlede ulighed indenfor sundhed, hvis man politisk vurderer, at psykiatrien halter for meget bagefter, siger Eskild Klausen Fredslund.

/ritzau/

 

Dagens Gossip