Nu bliver hængebugsvin i Sønderjylland skudt ned

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Smågrisene vil blive skudt først, derefter søerne og så ornerne.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, som siden 11. august forgæves har forsøgt at finde ejeren til 18-20 hængebugsvin, som har rendt rundt i Skærbæk.

Det er de mange klager fra beboerne i området, der har fået politiet til at bestemme, at svinene skal skydes.

- De æder blomsterne i villahaverne og ødelægger bedene, når de graver efter orme i jorden, siger kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Johanne Høegh Langvad.

Hun forklarer, at politiet ellers har forsøgt at finde ejeren gennem Twitter, politiets hjemmeside og ved at sende historien i medierne.

Men det har været uden held, og nu har politiet altså opgivet eftersøgningen af ejeren.

- Man skulle jo synes, at hvis man opdagede, at man manglede 18-20 hængebugsvin, så ville man ringe, siger Johanne Høegh Langvad.

Politiet har undersøgt muligheden for at indfange grisene, men dyrlæger har fortalt dem, at det er næsten en umulig opgave.

Bedøvelse er også udelukket, da man har vurderet, at bedøvelsespilene kan udgøre en sikkerhedsfare for mennesker, hvis man ikke rammer plet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har indgået en aftale med kompetente jægere om nedskydningen af de løsslupne hængebugsvin.

/ritzau/