Nu er Arnesen fyret i HSV

Allerede tirsdag skrev Hamburger Abendblatt, at Frank Arnesen var alvorligt fyringstruet, og nu bekræfter den tyske radiostation NDR 90,3, at der er gjort alvor af truslerne.

Frank Arnesen er ifølge NDRs oplysninger blevet suspenderet fra sin post som sportsdirektør. Det sker efter et seks timers langt krisemøde tirsdag aften i den nordtyske klubs bestyrelse.

Danskeren har kontrakt med Hamburger SV frem til næste sommer, og han har dermed udsigt til et år med en løn på 13,5 mio. kroner uden at skulle møde på arbejde i klubben, medmindre parterne bliver enig om en anden aftale.Frank Arnesen har allerede flere gange været på vej til at blive fyret i HSV, men efter den netop afsluttede sæson har man i bestyrelsen altså endegyldigt vurderet, at danskeren skulle ud.

Arnesen fortalte selv sidste år i et interview med BT, hvordan han er blevet modarbejdet indefra i den nordtyske klub med de store forventninger:

- Der er mennesker, som ikke vil have, at det går mig godt. Det er der alle steder. De vil have mit job, eller de vil have, at andre får det. Og lige pludselig sidder jeg så i en position, hvor man kan udnytte, at nu er der krise. Og så bliver der givet nogle informationer til pressen fra anonyme kilder. Jeg gider ikke engang overveje, hvem det er, der har givet pressen de informationer. Jeg ved bare, at meget af det er kommet indefra. Men sådan er det. Så selv om det har været hårdt, og selv om vi har taget hårde ture internt, så har det været en god og professionel proces, sagde Frank Arnesen dengang, hvor han bestred anklager om urent trav i forbindelse med indkøb af kroaten Milan Badelj.

Dengang måtte han stå skoleret for HSVs 12 mand store bestyrelse. Over to dage skulle han detaljeret gøre rede for samtlige af sine 27 køb og salg i sin tid i klubben.

- Det var selvfølgelig ikke sjovt at sidde til det møde. For du føler, at du bliver mistænkt for noget, du ved, du ikke har gjort. Men bagefter, der synes jeg, at processen havde været god. Og allerede inden bladet kom ud med historien den efterfølgende onsdag, blev jeg totalt frikendt af bestyrelsen, sagde den danske sportsdirektør dengang.

Hamburger Sport-Verein har endnu ikke officielt bekræftet suspenderingen, der reelt er en fyring af danskeren. Lige nu er Hannovers tidligere sportsdirektør Jörg Schmadtke og Felix Magath, der senest har været træner i Wolfsburg favoritter til at overtage Arnesens job.

Dagens Gossip