Nu er briternes fremtidige konge pensionist

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Storbritanniens kronprins Charles fylder 65 torsdag og bliver dermed pensionist.

Mens de fleste andre i den situation begynder at drosle ned, kan dronning Elizabeths ældste søn se frem til endnu flere opgaver de kommende år i sin tålmodige venten på den store rolle, han er født til at indtage en dag.

Den 87-årige dronning har et nærmest uforskammet jernhelbred, men de seneste år har hun overdraget flere af sine forpligtelser til Charles, der er den ældste arving til den britiske trone i flere hundrede år.

Som frontfigur for mere end 400 velgørenhedsorganisationer har Charles en travl kalender. Sidste år havde han 480 officielle engagementer i Storbritannien og 112 i udlandet.

- Mere end noget andet føler jeg, at det er min pligt at bekymre mig om alle og deres liv i dette land i et forsøg på at finde måder at forbedre tingene på, hvis jeg er i stand til det, har han forklaret.

Dagen efter sin fødselsdag træder Charles for første gang i dronningens sted som kongehusets repræsentant ved det årlige møde mellem regeringslederne fra Commonwealth-landene. Mødet er i år er henlagt til Sri Lanka.

Det er kun anden gang, siden hun satte sig på tronen i 1952, at Elizabeth ikke deltager i topmødet.

Fødselsdagen fejres i Indien, som Charles er på officielt besøg i sammen med sin hustru, Camilla.

Onsdagens kalender var ryddet for officielle forpligtelser, så ægteparret kunne slappe af på et femstjernet sparesort i det sydlige Indien.

Festlighederne begyndte allerede sidste uge, da Charles fik overrakt en hjemmelavet chokoladekage dekoreret med tallet 65 af skolebørn fra et slumkvarter i New Delhi.

Prinsen er nu berettiget til en ugentlig statspension på 110,15 pund eller 975 kroner, men vil donere pengene til en velgørende organisation for ældre.

Ifølge Jonathan Dimbleby, royal ekspert, har Charles det fint med at vente på at afløse sin mor.

- Man kunne tro, at det vil være en særlig gribende dag, når han realiserer sin forfatningsmæssige eksistensberettigelse. Men man kan tage fejl. Han har altid vidst, at han kunne blive konge "i år, næste år, engang..", skriver Dimbleby torsdag i The Guardian.

/ritzau/AFP