Nu er danske astronaut-Andreas på plads i rumkapslen

Skrevet af admin

02/09/2015

Mest læste i dag

Efter at have gjort honnør og sendt tommelfingeren i vejret til de fremmødte er den danske astronaut Andreas Mogensen sammen med sine to kolleger nu på plads i rumkapslen Sojus, som efter planen skal transportere dem ud i rummet om få timer.

Det oplyser Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) kort efter klokken 04 natten til onsdag på Twitter.

- De tre astronauter er trådt ind i deres rumkapsel. Andreas, Sergej og Aidyn må vente to en halv time til opsendelse, skriver ESA.

Rumagenturet har samtidig offentliggjort et billede af danskeren sammen med kasakheren Aidyn Aimbetov og russeren Sergej Volkov på en trappe foran Sojus.

De smiler alle iført deres rumdragter og vinker til de mange mennesker, der sender dem af sted fra Kasakhstan.

Ifølge ESA har Andreas Mogensen fået pladsen yderst til venstre i Sojus.

I timerne forud for opsendelsen tjekker mandskabet i rumkapslen, at alt er, som det skal være. Blandt andet sikres det, at kommunikationen fungerer, og at der ikke er læk i kapslen.

De sidste lægetjek kom på plads sent tirsdag aften dansk tid.

- Vi er oppe, og de sidste lægelige forberedelser er begyndt. T-8 (otte timer til opsendelse, red.), lød det i et tweet fra danskeren.

Skulle en af de tre på rummissionen være blevet syg eller kommet til skade i 11. time, var rejsen gået i vasken for dem alle sammen. I det tilfælde står en såkaldt back-up-besætning klar til at overtage samtlige pladser i rumkapslen.

Andreas Mogensen bliver sendt af sted ud i rummet i en russisk raket med kurs mod Den Internationale Rumstation (ISS).

Klokken 6.37 bliver hovedraketten og de fire store raketmotorer tændt, og få sekunder efter letter raketten fra Jorden.

Omkring ni minutter efter affyringen vil rumskibet efter planen kredse om Jorden.

/ritzau/