Nu er der seks amerikanske krigsskibe i havet ved Syrien

Embedsmændene understregede, at skibet, USS San Antonio, der har omkring 2.200 amerikanske marinesoldater om bord, er i regionen af en anden grund, og at der fortsat ingen planer er om at indsætte marinesoldater på landjorden som en del af en militæraktion mod Syrien; noget, som præsident Barack Obama gentagne gange har afvist med henvisning til, at USA ikke skal trækkes ind i endnu en endeløs krig.

USS San Antonio sejlede ifølge Reuters’ oplysninger gennem Suez-kanalen fra Det Røde Hav torsdag, og skibet fik fredag ordre til at blive i Middelhavet nær destroyer-skibene. Ifølge en af embedsmændene bliver skibet »holdt der for en sikkerheds skyld«.

Præsident Barack Obamas administration offentliggjorde fredag et fire sider langt efterretningsdokument, der ifølge USA beviser, at Syriens præsident Bashar al-Assad har brugt kemiske våben mod civile syrere i en forstad til hovedstaden Damaskus i sidste uge.

Både Obama og udenrigsminister John Kerry slog fredag fast, at Assad skal straffes for den formodede kemiske krigsførelse, som også FN-inspektører har været i landet for at undersøge.

Den amerikanske flåde har ifølge Reuters typisk tre destroyere i Middelhavet. Ifølge embedsfolk i USAs forsvar er der sammenlagt cirka 200 missiler på de fem destroyere, der nu befinder sig i Middelhavet på grund af den tilspidsede situation i Syrien.

Et tegn på, at USA er klar til at angribe mål i Syrien, er ifølge Reuters, at en højtstående embedsmand fra udenrigsministeriet fredag oplyste, at udenrigsminister John Kerry fredag rådslog med sine kollegaer fra Storbritannien, Egypten, Tyskland, Holland, New Zealand, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater samt generalsekretæren for Den Arabiske Liga.

Det Hvide Hus vil desuden informere republikanske senatorer om Syrien ved en telefonkonference lørdag.

John Kerry understregede fredag, at det var essentielt for USA ikke at lade Syriens regime slippe for straf, både på grund af de mange dræbte i angrebet, men også da det ifølge udenrigsministeren kan signalere til andre lande, at de kan slippe af sted med at bruge kemiske våben.

»Historien ville dømme os ekstraordinært hårdt, hvis vi vendte det blinde øje til en diktators hensynsløse brug af masseødelæggelsesvåben,« sagde John Kerry fredag i en TV-transmitteret tale.

Dagens Gossip