Nu er fem fængslet for at hjælpe Omar El-Hussein

To mænd er fredag blevet varetægtsfængslet for at have bistået Omar El-Hussein ved skudattentaterne i København.

Dermed er i alt fem fængslet i sagen.

Samtlige sigtes for medvirken til de drab og drabsforsøg, som den 22-årige mand begik i weekenden 14. og 15. februar.

De senest anholdte beskyldes nærmere for at have fjernet den militærriffel, som Omar El-Hussein brugte, da han dræbte filmmanden Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro.

Desuden skal de have "tilvejebragt effekter" i forbindelse med det efterfølgende angreb ved synagogen, hvor den frivillige vagt Dan Uzan mistede livet.

Ved begge skudepisoder blev flere såret af de skud, som El-Hussein affyrede, og politiet mener, at der var tale om drabsforsøg.

De to mænd, der fredag er blevet varetægtsfængslet, er henholdsvis 30 og 25 år.

Fristen for fængslingen er sat til 26. marts.

Denne dag udløber frihedsberøvelsen af de tre andre, som i forvejen er blevet sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg.

Samtlige fem nægter sig skyldige.

Dommeren siger fredag, at der er begrundet mistanke mod de to mænd.

Hensynet til politiets fortsatte efterforskning gør, at de to skal være bag tremmer.

Desuden spiller det ind, at der ifølge dommeren er en risiko for gentagelse af de forbrydelser, som de sigtes for at have begået.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV