Nu er flyvestationer i lukningsfare

Sønderborg Kaserne lukkes. Det samme gør Bülows Kaserne i Fredericia, og Vordingborg Kaserne må sige farvel til 150 stillinger.

Det var hærens kaserner, det gik ud over, da regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance mandag afsluttede forhandlingerne om det nye forsvarsforlig, der skal spare 2,7 milliarder på forsvarets budget.

Men i de kommende år kan flyvevåbnet og flådens stationer også blive ramt. Det fremgår af det tillæg til forsvarsforliget, som parterne mandag blev enige om.

De tre flyvestationer i henholdsvis Skrydstrup, Karup og Aalborg fastholdes. Men aftalen fastslår samtidig:

"På længere sigt er der et driftsmæssigt perspektiv i at samle flyvevåbnets aktiviteter på to eller en flyvestation, og i forbindelse med anskaffelsen af nye kampfly bør det fremtidige antal flyvestationer overvejes."

Også på flådestation Korsør bør de ansatte være på vagt. Selvom de to flådestationer i Frederikshavn og Korsør fastholdes, så fastslår aftalen, at:

"Der foretages ikke større ny- og anlægsinvesteringer på flådestation Korsør. Der er således hverken direkte eller indirekte truffet beslutning om at flytte enheder."

Det kan tyde på, at det på sigt kan komme på tale at afvikle flådestation Korsør, som tidligere har været i søgelyset, når forsvaret skulle spare penge.

Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen siger:

- Det har været afgørende for os, at der ikke er nogle store nye anlægsinvesteringer i Korsør i forhold til flådestationen, men at vi sætter det på pause og ser på, hvor mange flyvestationer vi skal have i fremtiden.

- Og når vi skal have nye kampfly, bliver der brug for færre flyvestationer, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip