Nu er Grækenland begyndt at deportere flygtninge til Tyrkiet

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Grækenland er mandag morgen begyndt at sende flygtninge retur til Tyrkiet. Dermed træder EU's flygtningeaftale med Tyrkiet i kraft, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En række busser medbringende flygtninge og migranter ankom tidligere på morgenen til havnefrontene på de græske øer Lesbos og Chios. Det skriver nyhedsbureauet AFP, der har journalister til stede på havnene.

Det er første gang, at flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet håndhæves.

EU indgik i marts en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbosætte vedkommende i EU. Men dem, der allerede har været i Grækenland og er blevet sendt retur til Tyrkiet, kommer bagerst i køen.

/ritzau/