Nu er Holger Danske vestjyde

Efter en online-auktion, som både politikere og radioværter nåede at blande sig i, blev den originale udgave af Holger Danske-skulpturen for nylig solgt til ejendomsmægler Jørgen Axelsen og en gruppe erhvervsfolk fra Skjern for 3,2 millioner kroner.

Torsdag ankom skulpturen så til sin nye hjemby, og der kan Holger Danske nu kalde sig vestjyde. Hidtil har skulpturen stået foran Hotel Marienlyst i Helsingør. En kopi sidder stadig i kasematterne under Kronborg.

Holger Danske nåede at give to æresrunder i en rundkørsel, inden han blev kørt videre til Skjerns bymidte, hvor omkring 50 borgere modtog skulpturen, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Skulpturen opbevares nu på et hemmeligt sted, indtil det på et borgermøde i næste uge besluttes, hvor i Skjern han skal have fast adresse.

BNB

Dagens Gossip