Nu er skoven igen sikker

Hvis man har mod på at begive sig ud i kulden, har vinden nu lagt sig så meget, at det ikke længere er farligt at gå en søndagstur i skoven. Det meddeler Naturstyrelsen.

- Der kan stadig sidde løse grene i de meget høje træer, men de vil typisk ikke være der, hvor der er skovstier. Så hvis man holder sig til de stier, der er ryddede, skulle der ikke være nogen fare, siger Kenneth Bo Jørgensen fra Naturstyrelsen.

Men danskerne skal stadig færdes med forsigtighed, advarer han.

- Man bør under ingen omstændigheder gå ind i områder, hvor der ligger en masse væltede træer, og hvis man kommer til et område, hvor der ligger væltede træer henover en sti, skal man ikke gå videre, siger han.

Stormen Bodil ruskede torsdag og fredag godt i de danske trækroner, og det fik Naturstyrelsen til at advare danskerne om, at det kunne være livsfarligt at gå en tur i skoven.

Grene og hele træer kunne nemlig vælte ned over skovgængerne.

Naturstyrelsen vurderer, at der er væltet mindst 290.000 kubikmeter træer i de offentlige skove. Det svarer til halvdelen af de træer, Naturstyrelsen normalt fælder på et år.

Særlig hårdt gik det ud over skovene i Vest- og Sønderjylland. Her er der "katastrofe", lyder det fra Dansk Skovforening, skovbrugets brancheforening.

Foreningen vurderer, at væltede og ødelagte træer kommer til at koste danske skovejere et trecifret millionbeløb.

/ritzau/

Dagens Gossip