Nu er Tunesiens nye regering klar til lede landet

Skrevet af admin

29/01/2014

Dagens topnyheder

Tunesiens parlament har onsdag godkendt den nye tunesiske regering, som skal lede landet ud af den politiske krise og frem mod et nyt valg i løbet af året.

Efter mere end 12 timer sagde et stort flertal i parlamentet til sidst ja til de nye medlemmer af regeringen, som premierminister Mehdi Jomaa havde præsenteret i weekenden. 149 politikere sagde ja, 20 sagde nej og 24 stemte ikke.

Tunesiens parlament tog søndag et stort skridt på vejen mod demokrati - tre år efter det arabiske forår begyndte. Parlamentet godkendte en ny forfatning, som har bred opbakning fra både sekulære og religiøse partier.

Premierminister Mehdi Jomaa har valgt at beholde den nuværende indenrigsminister Lotfi Ben Jeddou i sin regering, selv om kritikerne ønskede ham og hans islamistiske parti Ennahda sendt ud i mørket.

Til udenrigsminister har han valgt den tidligere FN-embedsmand Mongi Hamdi, mens økonomen Hakim Ben Hammouda, der har erfaring fra Den Afrikanske Udviklingsbank, er tiltænkt posten som finansminister.

Tunesien var i slutningen af 2010 det første land i den arabiske verden til at gøre oprør mod en diktatorisk regering, og det regnes som landet, der udløste det arabiske forår.

En folkelig opstand fordrev i januar 2011 Tunesiens mangeårige diktator, Zine El Abidine Ben Ali.

Men det nye Tunesien har været truet af radikale islamister, der med vold har bekæmpet sekulære grupper.

Drabet på to fremtrædende oppositionspolitikere og den fortsatte økonomiske nedtur var i 2013 med til at øge spændingerne i landet.

/ritzau/AFP