Nu får Amager sin egen skibakke - se de utrolige billeder

Skrevet af Jesper Larsen

24/09/2015

Dagens topnyheder

Amager kommer til at blive lidt mere opsigtsvækkende fremover, efter Nordea-fonden har valgt at støtte Bjarke Ingels' skibakke-projekt fra toppen af Amagerforbrændingen med 9,7 millioner kroner.

Med tilsagnet om millionbeløbet er projektets samlede budget for det nye forbrændingsanlæg Amager Ressource Center på 82,4 millioner kroner i hus.

Og det betyder altså, at det inden længe vil være muligt at benytte forbrændingsanlægget på en lang række måder, for det kommer ikke kun til at ende med en skibakke - der vil også være klatrevæg, grønne løbelandskaber og en café.

Og det glæder Patrik Gustavsson, der er projektansvarlig for det rekreative område på Amager Bakke.

- Med Nordea-fondens støtte runder vi en af projektets vigtigste milepæle indtil nu. Vi glæder os til at samarbejde med fonden og de øvrige bidragsydere om at realisere et fantastisk projekt til glæde for borgere og tilrejsende til København, siger han i en pressemeddelelse.

De samme glade toner lyder fra Nordea-fonden, hvor direktør Henrik Lehmann Andersen ser frem til projektet. 

- Det er ret vildt, at man midt i en flad storby snart kan stå på ski, løbe bjergløb eller tage moutainebike-tur i nye højder, siger Henrik Lehmann Andersen.