Nu får konkursrytterne karantæne

Nu skal det være slut med de såkaldte konkursryttere, der spekulerer i at gå konkurs igen og igen. Folketinget har i dag vedtaget en lov om at give karantæne til personer, »der spekulerer i virksomheders konkurser for at tjene penge til sig selv,« som det hedder i en meddelelse fra Justitsministeriet.

Loven forbyder konkursrytterne at deltage i ledelsen af visse former for virksomhed i en årrække.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får mulighed for at slå hårdt ned på konkursrytteri. Det har haft store konsekvenser for virksomheder, forbrugere og andre kreditorer, når skruppelløse erhvervsfolk har kørt den ene virksomhed efter den anden i sænk og selv skummet fløden. Konkurskarantæne er et effektivt værktøj mod dette. Det betyder kort sagt, at man som udgangspunkt får tre års karantæne, hvis man udøver groft uforsvarlig forretningsførelse,« siger justitsminister Morten Bødskov ifølge meddelelsen.

Den uforsvarlige forretningsførelse bliver defineret af skifteretten som en skønsmæssig vurdering. Der tages udgangspunkt i virksomhedens økonomiske forhold, men hensynet til ikke at ramme iværksættere bliver også taget med, »forretningsmæssig udygtighed« vil som udgangspunkt ikke i sig selv kunne udløse konkurskarantæne, oplyser ministeriet.

Hvis man bliver bedømt til at have foretaget groft uforsvarlig forretningsførelse, så bliver man registreret i et nyt konkurskarantæneregister og kan ikke blive registreret som medlem af ledelsen i et erhvervsdrivende selskab, blive momsregistreret eller registreret som arbejdsgiver hos SKAT.

»Konkurskarantæne kan pålægges både personer, der på papiret har været medlem af ledelsen i en konkursramt virksomhed, og personer, der reelt har været medlem af ledelsen uden at være registreret som leder,« skriver Justitsministeriet.

Dermed rammer loven både bagmænd og såkaldte stråmænd, der henholdsvis reelt og på papiret har ledet en virksomhed frem mod en konkurs.Den nye lov er en del af en bredere indsats mod økonomisk kriminalitet, som også omfatter skærpede straffe for kursmanipulation og insiderhandel og bedre muligheder for at efterforske økonomisk kriminalitet.

Konkurskarantænen bliver som udgangspunkt på tre år, og en overtrædelse kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, ligesom overtræderen kommer til at hæfte personligt for konkursen.

Dagens Gossip

Dagens TV