Nu forbereder Ungarn sig på flodvandet

UNGARN: Myndighederne i Ungarn er i fuld gang med at sikre landets hovedstad og andre regioner mod den vandstigning i Donaufloden, der fra lørdag og frem til starten af næste uge truer med at oversvømme store områder.

Allerede fredag var floden på vej mod rekordniveau i landets vestlige del, mens hovedstaden Budapest ventes at blive hårdest ramt mandag, hvor vandstanden ventes at nå 8,25 meter over normalen. Det er 25 centimeter over den rekord, der blev noteret i 2006, skriver AFP.

Landets premierminister, Viktor Orban, har advaret om, at det kan blive nødvendigt at evakuere helt op helt op mod 80.000 indbyggere.

Flere end 10.000 frivillige og udkommanderede soldater er i gang med at forstærke diger langs en 700 kilometer lang strækning langs Donau i et forsøg på at forhindre scenarier, som de der har udspillet sig i det sydlige Tyskland og Østrig samt Tjekkiet gennem de seneste døgn.

Mindst 12 personer har mistet livet under oversvømmelserne i Centraleuropa, hvor vandet nu er ved at trække sig tilbage.

I en af de værst ramte tyske byer Passau på grænsen til Østrig, arbejdes der nu nærmest i døgndrift for at fjerne de enorme mængder mudder, som vandet førte med sig.

Der, hvor floderne Inn og Donau løber sammen, blev vandstanden målt til 12 meter over normalen, hvilket er det højeste i intet mindre end 500 år.

Ifølge BBC er der trods enorme ødelæggelser ikke sket skader i samme omfang som under de store oversvømmelser i 2002, siger en repræsentant for Europas største forsikringsselskab, Allianz, Clement Booth.

Ifølge ham skyldes det, at der efter oversvømmelserne i 2002 blev sat ekstra skub i projekter, der skal sikre de truede områder i Centraleuropa.

Men ifølge den bayerske delstats ministerpræsident, Horst Seehofer, skal der sættes endnu mere fart i sikringsprojekter.

Et af problemerne er dog ifølge ministerpræsidenten, at det er for let for utilfredse borgere at forsinke projekterne.

Som eksempel nævner Horst Seehofer, at landmænd langs floderne har stillet sig på bagbenene og nægtet at sælge jord til forstærkning af digerne. Derfor bør der ifølge ministerpræsidenten vedtages en lovgivning, der gør det muligt at ekspropriere jorden.

Dagens Gossip