Nu går hollænderne til folkeafstemning om Ukraine

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Hollands vælgere skal onsdag ved en kontroversiel folkeafstemning sige ja eller nej til EU's associeringsaftale med Ukraine.

En samfundssatirisk blog - Geenstijl, der betyder "Ingen stil" - har på nettet ført an i en kampagne, hvor der er indsamlet langt over de nødvendige 300.000 underskrifter for at trække de hollandske vælgere til stemmeurnerne.

Folkeafstemningen er kommet som en kæmpe overraskelse for de hollandske politikere, selv om en ny lov, der trådte i kraft sidste år, ellers netop baner vej for flere folkeafstemninger.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har på forhånd advaret om, at det kan udløse en større europæisk krise, hvis hollænderne stemmer nej til aftalen, der skal knytte Ukraine tættere til EU både politisk og økonomisk.

- Jeg vil gerne have hollænderne til at forstå, at vigtigheden af dette spørgsmål rækker længere end Holland, har Juncker tidligere i år sagt til avisen NRC Handelsblad.

Ukraine har været igennem et bittert og blodigt opgør om, hvorvidt de skal knytte sig til Rusland eller til EU, og landet ligger stadig i konflikt med russerne, efter at de blev vraget til fordel for EU.

Så også i Ukraine er den hollandske folkeafstemning kommet som en ubehagelig overraskelse.

Præsident Petro Porosjenko frygter nu, at hans land bliver fanget i en intern hollandsk strid om udviklingen af et stadig mere upopulært EU-samarbejde.

- Det er meget farligt, hvis et land med 45 millioner indbyggere bliver taget som gidsel af det, siger Porosjenko.

Meningsmålinger i Holland har spået en tæt afgørelse mellem ja og nej, men Jean-Claude Juncker tror på, at vælgerne stemmer aftalen med Ukraine igennem.

- Jeg tror ikke, at hollænderne vil sige nej, fordi det vil åbne døren til en større kontinental krise, sagde Juncker til den hollandske avis og tilføjede, at Rusland ville plukke frugterne af sådan en let sejr.

Netop det russiske kort er et af de tunge våben i kampagnen, efter at russiskstøttede oprørere i juli 2014 formentlig stod bag nedskydningen af det malaysiske fly MH17 over det østlige Ukraine. Alle 298 om bord blev dræbt, heraf 193 hollændere.

Steven Blockmans, der er leder af de udenrigspolitiske studier ved tænketanken Centre for European Policy Studies i Bruxelles, kalder det "temmelig absurd", at Holland nu skal stemme om aftalen med Ukraine.

- Men det var bare den første lejlighed, der bød sig, efter at den nye lov om folkeafstemninger var trådt i kraft, siger han.

Steven Blockmans mener, at et nej vil forsinke aftalen med Ukraine uden nødvendigvis at køre den helt i grøften.

- Hvis det bliver et nej, kan en løsning være at forhandle en tillægsprotokol, hvor Holland får en undtagelse. Det kan måske bane vejen for, at Holland også kan ratificere aftalen, så den kan træde i kraft alligevel, siger Steven Blockmans.

/ritzau/