Nu giver Løkke sit svar på flygtningekrisen

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil kommentere flygtningesituationen i Europa og Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet klokken 15.00 mandag. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at den flygtningekrise, der de seneste uger først og fremmest har præget EU-lande som Tyskland, Ungarn og Grækenland nu for alvor ser ud til at være nået til Danmark.

Omkring 300 flygtninge kom søndag til Rødby på Lolland og begyndte mandag at gå mod nord - angiveligt med et ønske om at søge asyl i Sverige.

Den eskalerende flygtningesituation fik både Socialdemokraterne og SF til at efterlyse handling fra statsministeren. De to partier opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at indkalde Folketingets partier til en hasteforhandling om situationen.

/ritzau/