Nu har de riges hotel danske stuepiger

En dansker er i sidste uge kommet på lønningslisten på Ruths Hotel. For et år siden var situationen helt anderledes. Og den nye interesse fra danske jobansøgere glæder hotellets direktør.

- Jeg tror, at der er sket en fordobling i danske ansøgere. Vi har lige ansat en dansker på rengøringssiden op til helligdagene. Sidste år på samme tidspunkt havde vi ingen danske ansøgere til det job, siger Hotel Ruths direktør Peter Jensen til Ritzau.

Ruths Hotel i Skagen satte sidste år fut i debatten om manglen på danske ansøgninger, da det kom frem, at de var nødt til at ansætte østeuropæisk arbejdskraft, fordi danskerne ikke var interesseret i job som opvasker eller stuepige.

Hotellet blev efterfølgende et eksempel på problemer med danskernes manglende mobilitet i Venstres udspil til en kontanthjælpsreform fra i sommer.

Men den tendens er altså vendt nu, og Peter Jensen peger på, at de nye dagpengeregler har sat skub i de danske ansøgere.

- Der er slet ingen tvivl om, at det der er sket med dagpengereglerne, har fået flere danskere til at søge, siger han og tilføjer:

- Motivationsfaktoren ligger jo i, at det er nødvendigt at have en indtægt, derfor går de også på med krum hals. Det er for at tjene penge. Der er jo ingen, der synes, at det er specielt sjovt eller sindsoprivende at vaske op og rede senge.

Den nye stak af danske ansøgninger kom dog ikke fuldstændig bag på Peter Jensen, som havde det "lidt på fornemmelsen", da regeringen fremlagde sit udspil.

Direktøren, der var med til at starte debatten om at få danskerne til at flytte og tage job, de ikke nødvendigvis drømmer om, er glad for den nye udvikling.

- Det er meget positivt. Jeg ser da helst, at vi bruger vores egne landsmænd i stedet for at hente arbejdskraften udefra, samtidig med at vi har arbejdsløse, siger Peter Jensen.

Jobbene som rengøringsdame og stuepige er et af de mest søgte ufaglærte job på Hotel Ruth. Der hersker nemlig stadig en form for job-hierarki i branchen.

- Opvaskejobbene er der fortsat ikke den store søgning på af danskere. Det er nok også det laveste i hierarkiet som jordbærplukkere og kartoffelhøstere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip