Nu kan Bradley Manning kun straffes med 90 års fængsel

I sidste uge blev Manning kendt skyldig i 20 af 22 anklager i sagen mod ham ved militærdomstolen ved Fort Meade i delstaten Maryland, herunder fem anklager om spionage.

Han har lækket omkring 700.000 hemmelige regeringsdokumenter, der blandt andet er militære krigsdagbøger og fortrolige indberetninger fra amerikanske ambassader, samt en video, der viser amerikanske soldater skyde en gruppe civile fra en helikopter, heriblandt to journalister fra nyhedsbureauet Reuters.

Den 25-årige soldat kunne som følge af dommen se frem til op mod 136 års fængsel. Dommer Denise Lind har imidlertid nu ifølge avisen The Guardian besluttet, at fire grupper af anklagepunkter kan samles, når straffen skal udmåles, hvilket nedbringer den maksimale strafferamme med omkring en tredjedel.

Bradley Manning blev anholdt i Irak i 2010 for at have videregivet fortroligt materiale til organisationen WikiLeaks om blandt andet den amerikanske krigsindsats i Irak og Afghanistan samt dokumenter, som indgående beskriver det amerikanske verdensomspændende diplomati.

Retsmøderne i sagen forventes at fortsætte til den 23. august.

Dagens Gossip