Nu kan du igen få sæd fra Cryos

Ved årsskiftet meddelte verdens største sædbank, Cryos, der har hovedsæde i Aarhus, at lukke for salget af sæd til det danske marked.

Mandag oplyser Ole Schou, direktør for Cryos, at virksomheden har besluttet at genoptage salget.

Årsagen til pausen i sædleverancerne er en ny lovgivning, der trådte i kraft 1. oktober 2012, som pålægger sædbanken at sikre, at der maksimalt fødes 12 børn med den samme donor. Loven skal blandt andet mindske risikoen for indavl.

Cryos lukkede for forsyningerne, da man mente, det var umuligt at overholde og kontrollere kravet om de færre børn pr. donor.

Nu ser man lidt anderledes på sagen, oplyser Ole Schou til Ritzau.

- Vi har fået øjnene op for nogle muligheder, som vi ikke var opmærksomme på før, siger han.

Hvad det mere konkret går ud på, ønsker han ikke at uddybe, ud over at det handler om kravet om højst 12 børn pr. donor.

- Der har været en del ballade omkring stoppet, og hovedsagen er så, at nu er stoppet ophørt igen, siger Ole Schou.

Selv om Cryos igen vil levere sæd til de danske klinikker, mener Ole Schou, at der er behov for at justere de nye regler.

- Vi er i dialog med myndighederne for at rette nogle ting op, og vi forventer, at reglerne bliver justeret. Nu har vi fundet er midlertidig løsning og håber, at der kommer en permanent løsning, siger han efter et møde med Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip