Nu kan du igen komme i audiens hos kong Christian V

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Er du til barok arkitektur og udsmykning, eller vil du bare gerne mærke et kongeligt sus fra Christian V's enevældige tid på tronen i det 17. århundrede?

Så skal du måske slå et smut forbi audienssalen på Frederiksborg Slot i Hillerød, der genåbner onsdag efter fire års restaurering og konservering.

Restaureringen er blevet mulig efter en donation på 23,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Det er fondens formand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der står for genåbningen under overværelse af dronning Margrethe.

Genåbningen glæder kulturminister Bertel Haarder (V).

- Det er det fælles kulturelle gods, der binder os sammen som folk og nation.

- Restaureringen af malerierne og de ekspressive stuklofter og interiøret i audienssalen gør, at vi styrker forståelsen af Frederiksborg Slots enestående kultur- og bygningshistoriske værdi, siger han i en pressemeddelelse.

Christian V, der var konge af Danmark-Norge, fik lavet salen i 1680'erne. Det gjorde han for at have et pompøst rum, han kunne modtage vigtige besøgende i.

Restaurationen har taget fire år og er udført i et samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum på Fredensborg Slot og Slots- og Kulturstyrelsen.

Direktøren for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Mette Skougaard, kalder det en helt særlig oplevelse at træde ind i salen.

- Efter restaureringen af de prægtige stuklofter, paneler og malerier føler man sig hensat til en anden tid. Den oplevelse vil vi gerne dele med alle vores gæster og hele Danmark, siger Skougaard i en pressemeddelelse.

Museet fejrer genåbningen af salen med særudstillingen "Audiens hos Christian V". Her vil man blandt andet kunne se den originale dragt, som kongen bar under sin kronings- og salvningsfest på slottet.

/ritzau/