Nu kan du klage hvis lånet er for dyrt

Nu får forbrugerne mulighed for at klage over finansieringsselskaber, hvis de mener, at eksempelvis låneomkostningerne ved et forbrugslån er for høje.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har netop godkendt, at der oprettes et ankenævn for finansieringsselskaber.

Nævnet skal være med til at sikre forbrugernes muligheder for at få behandlet deres klage over finansieringsselskaber. Ankenævnet er oprettet efter aftale mellem Finans og Leasing, Dansk Kredit Råd og Forbrugerrådet.

- Det styrker forbrugernes retssikkerhed og vil betyde, at forbrugerne nu har en nem og hurtig klagemulighed i alle tvister, der kan opstå på det finansielle område, siger Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse.

Ankenævnet er ifølge ministeren også et tegn på, at den finansielle sektor viser ansvarlighed ved selv at tage hånd om klagesager på området.

Det vil behandle klager om samtlige tvister, der kan opstå mellem en forbruger og finansieringsselskabet, og det er forventningen, at nævnet med tiden vil kunne danne praksis for, hvornår låneomkostningerne kan betragtes som urimeligt høje.

Nævnet forventes at være klar til at behandle sager fra den 1. januar 2015.

- Oprettelsen af ankenævnet vil også bidrage til at opfylde Danmarks forpligtelser i forbindelse med et EU-direktiv om alternativ løsning af tvister på forbrugerområdet.

- Direktivet kræver, at der er klagemuligheder for alle privatretlige tvister, der kan opstå mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, lyder det fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

/ritzau/

Dagens Gossip