Nu kan du stemme til kommunalvalget

Derfor er reglerne for at brevstemme blevet ændret, ligesom Økonomi- og Indenrigsministeriet i samarbejde med regionerne og KL lancerer en kampagne for at få flere borgere til at stemme til kommunalvalget.

Man kan brevstemme fra og med i dag, tirsdag 20. august.

»Vi har fået skrevet ind i loven, at enhver kan gå ned og brevstemme og altså stemme på forhånd, hvis man foretrækker det frem for at stemme på valgdagen. Før stod der i loven, at man skulle være forhindret i at stemme på selve valgdagen, men det er altså taget ud,« forklarer kontorchef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Christian Vigh.

Desuden er det nu op til kommunerne selv at bestemme, hvor man vil placere brevstemmeafgivningen. Tidligere skulle det foregå på kommunens folkeregister.

»Kommunerne kan nu også vælge at lægge brevstemmeafgivningen andre steder. For eksempel kan man lave en aftale med en uddannelsesinstitution om, at man kan brevstemme dér i en periode,« siger Christian Vigh.

Ved det seneste folketingsvalg havde Københavns Kommune stillet et telt op på Hovedbanegården, hvor man kunne brevstemme, og Christian Vigh forestiller sig, at flere kommuner kan tilbyde lignende muligheder for borgere, der ønsker at stemme før selve valgdagen.

»Det handler om at rykke brevstemmeafgivningen derhen, hvor vælgerne er, så man kan gå lige ind fra gaden,« siger Christian Vigh.

Desuden behøver man ikke længere at afgive sin brevstemme i sin egen hjemkommune. Det kan man stemme i samtlige landets kommuner uanset bopæl. Og hvis man fortryder sin brevstemme, kan man helt frem til valget 19. november ombestemme sig og brevstemme på en ny kandidat eller et nyt parti, lige så mange gange man vil. Det er kun den sidste brevstemme, der tæller.

Ved kommunalvalget i 2009 var den samlede valgdeltagelse 66 procent, hvilket er det laveste i 35 år. For de unge er valgdeltagelsen faldet fra 54 procent til 46 procent siden 1997, og blandt flere nydanske grupper er faldet endnu større. Det vil Økonomi- og Indenrigsministeriet forsøge at gøre op med ved blandt andet at sende breve til førstegangsvælgere med opfordringer om at stemme.

For netop at sætte fokus på den lave valgdeltagelse ved valget i 2009, går de politiske modstandere Yildiz Akdogan (S) og Jens-Kristian Lütken (V), der begge stiller op til Borgerrepræsentationen i København, tirsdag eftermiddag sammen ned på Borgerservice i Nyropsgade i København for at brevstemme.

»For én ting kan S og V nemlig nemt blive enige om: Beslutningerne fra rådhuset er helt afgørende for den konkrete hverdag, københavnerne oplever, og derfor skal de da også påvirke dem og bruge deres demokratiske stemme,« lyder det fra de to kandidater i en fælles pressemeddelelse.

Dagens Gossip