Nu kan kræft- og hivpatienter købe marihuana i New York

Skrevet af admin

08/07/2014

Mest læste i dag

New York blev mandag den 23. amerikanske delstat, hvor det er lovligt at købe marihuana til medicinsk brug.

Det kræver dog en recept på rusmidlet, og stoffet skal kun bruges til at behandle patienter, der er ramt af kræft, hiv, Parkinson, epilepsi og få andre sygdomme.

Antallet af centre, der leverer stoffet, er desuden begrænset, og behandlingen må ikke overskride 30 dage.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, underskrev den nye marihuana-lov.

- Delstaten New York har en stolt tradition for at være på forkant med mange fremskridt inden for medicin. Vi er her for at hjælpe folk, og hvis der er en medicinsk udvikling, vil vi hjælpe med at bringe den til newyorkere, lyder det fra Andrew Cuomo.

- Denne lovgivning giver os den bedste medicinske marihuana på den mest beskyttende og kontrollerede måde, siger guvernøren, der tidligere var imod marihuana til lægelig brug.

To amerikanske delstater - Colorado og Washington - er gået skridtet videre og har gjort det lovligt for voksne at købe rusmidlet uden tilladelse fra lægen.

/ritzau/AFP