Nu kan liggende patienter igen flyves til og fra Bornholm

Skrevet af John Meyer

27/02/2013

Dagens topnyheder

Fra og med mandag i denne uge har liggende patienter nemlig kunnet transporteres med fly til og fra Bornholm. Det vil i mange tilfælde ifølge Region Hovedstaden betyde bedre vilkår for både patienter og personale, og ikke mindst en mindre ressourcekrævende transport end færge og ambulance, der siden marts 2012 har været de eneste alternativer til transport af liggende patienter.

Selskab gik konkurs
Problemerne med flytransporten begyndte, da Arbejdstilsynet i marts 2012 gav Falck A/S på Bornholm et påbud om at sikre en mere forsvarlig måde at håndtere patienterne på. Siden gik flyselskabet Cimber Sterling A/S konkurs, og DAT A/S overtog regionens befordring af patienter med fly. Dog i første omgang kun de siddende patienter.

Fleksibel løsning på plads
Nu lyder meldingen fra Region Hovedstaden, at brikkerne er faldet på plads.

- Vi er glade for, at bornholmerne igen kan få mulighed for en tryg transport af de liggende patienter. Det har været vigtigt for os at finde en løsning, der først og fremmest tager hensyn til borgerne, som er fleksibel og som er inden for fornuftige økonomiske rammer, siger koncerndirektør i Region Hovedstaden Morten Rand Jensen.

En sundhedsfagligt god løsning
Han henviser til, at Flyselskabet DAT A/S har ventet på godkendelse fra Trafikstyrelsen for at få lov til at installere det nødvendige udstyr på deres rutefly, så de kunne påtage sig opgaven.
Nu har DAT A/S fået godkendelsen og givet et tilbud til Region Hovedstaden, som direktionen og Bornholms Hospital er enige om lever op til de sundhedsfaglige og økonomiske krav.

Lever op til Arbejdstilsynets krav
DAT A/S har desuden meddelt, at flyselskabet er enig med Falck om, at den ny løsning til håndtering af patienter lever op til Arbejdstilsynets krav.

- Dermed er de sidste forhindringer væk og konkret betyder det at det fra og med mandag i denne har været muligt at tilbyde flytransport af liggende patienter til og fra Bornholm. Og det er vi selvfølgelig tilfredse med, siger Morten Rand Jensen.