Nu kender KHL også Nikolaj Ehlers

Den stærke schweiziske liga, NLAs yngste spiller, Nikolaj Ehlers, 17, er et navn, der for længst er skrevet op af de store ligaers scouts.

Et nyt bevis fik Biels danske forward, da KHL-holdet Avangard Omsk draftede ham i fjerde runde som nr. 127 overall.

Sidste år blev Vancouver Canucks' Nicklas Jensen draftet af Salavat Yulaev Ufa i tredje runde som nr. 94.

- Jeg ved ikke, om jeg kan bruge draften til noget ud over, at det selvfølgelig er rart, at Avangard Omsk ved, hvem jeg er. Jeg tager det som et skulderklap, siger Nikolaj Ehlers.

- Jeg har kontrakt med Biel næste sæson, og det er det eneste, jeg tænker på lige nu.

Supertalentet er med i draften til NHL i 2014, og dén vil utvivlsomt få større betydning end valget i KHL.

Nikolaj Ehlers debuterede i december i NLA som 16-årig og spillede i sidste sæson 18 kampe for Biel, deraf syv kampe i playoff. Den samlede score blev på fem point (et mål og fire assister).

Niveauet i den schweiziske liga blev understreget under VM, hvor Schweiz med 19 NLA-spillere nåede finalen.

Dagens Gossip